intro Lysets Hjerte

Original Motion Picture Soundtrack:

"LYSETS HJERTE"


CD cover Med bl.a.: Sume - Randi Laubek - Mariina - TV2 - The KLF - Laid Back - Nukâka Motzfeldt  - Vajgat Orkesteri - Arnannguaq Høegh - Nina K. Jørgensen samt original filmmusik af komponisten Joachim Holbek. Spilletid: 60 min. En ny storfilm er på vej - Jacob Grønlykke og Hans Anthon Lynges "LYSETS HJERTE" - den første store nutidige grønlandske film - indspillet på grønlandsk og med Grønland som skueplads, havde premiere i Grønland d. 25.januar.
I uge 4 udkom filmens musik på CD fra ULO.

Lidt om musikken:
Komponisten JOACHIM HOLBEK - kendt for musikken til Lars von Triers film - står for den originale musik til filmen - her samlet til 6 selvstændige numre. En række flotte, stemningsfulde melodier, der er indspillet af Praghs Byorkester, dirigeret af Mario Clemens.
Filmens hovedtema synges med stor følsomhed af den 11-årige INUNNGUAQ PETRUSSEN, der tidligere har medvirket på flere CDer. Fra forskellige scener i filmen, er desuden hentet en række dejlige genhør med populære danske og udenlandske kunstnere: RANDI LAUBEK´s "Madness Sadness", TV2´s "Det er samfundets skyld", engelske KLF med "America: What time is love?" og LAID BACK´s "Sunshine Reggae".
SUME medvirker med 2 sange - hentet fra deres allerførste LP, der udkom i 1973! Det er numrene "Piffiit Nutaat" & "Naluara Ilisimaneraa", der spiller en vigtig rolle i filmen. Idag - 25 år efter - virker Sume´s musik lige så frisk og intens som dengang.
VAJGAT ORKESTERI fra den nu nedlagte kulmineby Qullissat, spiller en vigtig rolle i "Lysets Hjerte". I 50´erne og 60´erne var dette orkester det populæreste i Grønland. De 2 numre med orkesteret er hentet fra CDen "Vajgat Orkesteri 1988", der blev indspillet i Qullissat i 1988, under et stævne for byens tidligere beboere.
Desuden medvirker populære MARIINA med sangen "Sinnattoq" fra deres sidste CD "Sissami", samt NUKÂKA MOTZFELDT - der både leverer en traditionel grønlandsk trommedans, samt hendes egen moderne musikfantasi over den gamle trommedans - "Drumdance for You".
Endelig høres sangerinden NINA K. JØRGENSEN (Qulleq) med en smuk salme, ARNANNGUAQ HØEGH med den populære børnesang "Soralumma", samt forskellige lydklip hentet fra filmen. "LYSETS HJERTE" er en betagende storfilm. En film som hele Grønlands befolkning vil komme til at se. Når man hører soundtracket vil man kunne opleve eller genopleve filmens dramatik og skønhed - en rejse i musik gennem nutidens og fortidens Grønland. Og et spændende mix af international og grønlandsk musik.

Lyt til hovedtemaet fra filmen main.rm 482 KB, du skal bruge RealPlayer

Besøg ULO 's officielle homepage